0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

Grøn energi og byggeri: Lokale energifællesskaber

Når gasopvarmningen skal udfases, men fjernvarmen ikke når ud til alle hjørner af kommunen, står nogle lokalsamfund i Roskilde over for en fælles udfordring: Hvordan sikrer vi varme i fremtiden – og samtidig gør det bæredygtigt? 

En ny kandidattest fra Grønt Omstillingsforbund – Roskilde (GO) viser, at et stort flertal af byrådskandidaterne ser lokale energifællesskaber som en del af svaret. 10 ud af de 11 repræsenterede partier bakker op om, at kommunen skal hjælpe borgere og foreninger med at etablere fælles løsninger for grøn energi. Kun Liberal Alliance siger nej, mens enkelte kandidater fra Radikale Venstre og Moderaterne er mere forbeholdne. 

En fælles udfordring – og en fælles mulighed 

Bag tallene gemmer sig et vigtigt skifte i tankegangen. I stedet for at se varmeforsyning som et individuelt problem – én varmepumpe her, én løsning dér – ser mange kandidater potentialet i at tænke fælles løsninger i mindre lokalsamfund. Flere kandidater fremhæver, at lokale energifællesskaber kan være en praktisk og demokratisk vej til at udfase gas dér, hvor fjernvarmen ikke når ud. 

Tanken er, at beboere kan gå sammen om at eje og drive løsninger som fælles varmepumper, solcelleanlæg eller varmelagre, og dermed få både lavere udgifter og større tryghed. 

Erfaringer peger på lokalt ejerskab som nøglen 

I rapporten om kandidattesten fremhæves det, at mange vedvarende energiprojekter i Danmark møder modstand, når borgerne ikke bliver inddraget tidligt. Derfor ser kandidaterne energifællesskaber som en måde at skabe lokalt ejerskab og tillid på. 

Når beboere ikke kun bliver hørt, men også får reel indflydelse på løsninger og økonomi, bliver projekterne bedre forankret – og modstanden mindre. 

Flere kandidater peger på, at kommunen kan spille en vigtig rolle som facilitator: hjælpe med rådgivning, kortlægning og tilladelser – men uden at tage ejerskabet fra borgerne. 

Kommunal støtte til de første projekter 

Grønt Omstillingsforbund – Roskilde har netop fået støtte fra Roskilde Kommunes Klimaudvalg til et pilotprojekt, der skal hjælpe lokale grupper med at organisere sig og afprøve modeller for fælles energiforsyning. 

Formålet er både at reducere CO₂-udledningen, fremtidssikre varmeforsyningen og styrke borgernes handlekraft. 

Projektet tager udgangspunkt i erfaringer fra andre kommuner, hvor lokale fællesskaber har skabt grøn energi gennem kooperativer eller andelsmodeller. 

Lokale energifællesskaber kan løse en konkret udfordring – men også skabe noget større: fællesskab, ejerskab og engagement. 

Når vi griber etableringen af lokale energiløsninger an på en anden måde – ved at tage udgangspunkt i de lokale borgeres behov og sammen udvikler løsninger, kan vi opnå ejerskab og engagement. Det er en mulighed, som det kommende byråd bør gribe. Det er derfor også glædeligt at kandidater fra 10 af 11 partier går ind for at kommunen skal gå aktivt ind i energifællesskaber.

Klimaet starter lokalt

Den grønne omstilling lykkes ikke gennem planer alene – men gennem mennesker, der handler sammen.
Kandidattesten viser, at der i Roskilde er en bred politisk vilje til at tage ansvar for klimaet, men også et behov for at skabe bedre kobling mellem politisk beslutning, lokal handling og borgernes engagement.

Vi tror på og arbejder for, at lokale fællesskaber er nøglen. Når energien, transporten og maden bliver fælles projekter, vokser både handlekraft og håb.
Roskilde har stærke foreninger, engagerede borgere og en ambitiøs klimaplan – men det kræver samarbejde at gøre den til virkelighed.

Kommunen kan ikke gøre det alene, og borgerne kan ikke løfte opgaven uden rammer og støtte.
Men sammen kan vi vise, at klimaet starter lokalt – her i Roskilde.

Læs hele kandidattestrapporten og se resultaterne her.

Klimakrise og stadig vækst – hvordan hænger det sammen?

Nye nærende strømme i Roskildes vandtårn

De 23 lokale planer under den grønne trepart er nu næsten på plads – dog ikke enighed i Roskilde

Roskilde Spiser Grønt 2024 takker af

Støt den grønne omstilling

Bliv en del af fællesskabet – støt den grønne omstilling og få adgang til kurser, events og lokale varer

Kontakt

Mail: info@go-roskilde.dk
Telefon: 20 76 00 26
Kongemarken 30, 4000 Roskilde
CVR 43118935

© 2026 Grønt Omstillingsforbund Roskilde
Nyhedsbrev

Grønne opdateringer

Nyt natursyn, nye samspil — få inspiration og nyheder om den grønne omstilling i Roskilde direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig accepterer du vores persondatapolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet.
Tilmeld nyhedsbrev